ICDP og interaktion med barnet
Interaktionen med barnet skal foregå i et børneperspektiv, så det pædagogiske personale møder børnene med lydhørhed, indføling og med plads til medbestemmelse i forhold til tilrettelæggelse og valg af aktiviteter. Vi vægter børneperspektivet højt, og skaber gerne de pædagogiske rammer ud fra børnenes spor og interesse, dog med udgangspunkt i vores faglige viden og erfaring. Vi skaber en struktur og kultur, hvor fællesskabet og muligheden for at føle sig som en del af fællesskabet prioriteres højt. Vi inkluderer alle børn, så de føler sig betydningsfulde, føler sig mødt, set og anerkendt. Vi benytter os af ICDP-programmet principper i relationsarbejdet. Et ressourceprogram som er udviklet til at sikre børns sunde psykiske og følelsesmæssige udvikling. Vi har fokus på pædagogens samspil med barnet.
Naturen bruges aktivt
Vi har mange læringsmiljøer i børnehuset Røverdal. Vi foretrækker uderummet, og vi er altid meget ude i løbet af dagen.
Uderummet forbedrer børnenes trivsel. Derfor er vi løbende i gang med at udvikle vores udeareal, således uderummet inddrages mere i den pædagogiske praksis. Vi ønsker gode læringsmiljøer i uderummet, og benytte dette rum meget i vores hverdag.
Fakta om børnehuset Røverdal
Børnehuset Røverdal er normeret til 15 vuggestuebørn fra 0-2 år, og 60 børnehavebørn fra 3 – 6 år. Vi vægter, at børnene hører til en gruppe og har faste voksne.
Børnene er fordelt i 4 grupper med faste voksne tilknyttet. Vi fordeler børnene jævnt - således vi justerer vores personaleressourcerne i forhold til børnegruppen. De 0-2 årige børn er fast tilknyttet Filurerne.