Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Pædagogisk læreplan

I Børnehuset Røverdal tager vi udgangspunkt i det nære. Den nære hverdag – alle rutinerne, hverdagsgøremål, nærværet med vennerne, nærværet med personalet. Vi tilbyder aktiviteter til det enkelt barns alder og udviklingsniveau, og har stor fokus på at give børnene oplevelser med respekt for deres egne idéer. Vi skaber små og store børnefællesskaber, hvor legen er i centrum og i vores forskellige aktiviteter støtter vi blandt andet børnenes sproglige, motoriske, sociale og alsidige personlige udvikling. Vi vægter børneperspektivet, og skaber gerne de pædagogiske rammer ud fra børnenes interesse, dog med udgangspunkt i vores faglige viden og erfaring. 

Forældrene er vores vigtigste samarbejdspartner i forhold til børnenes trivsel og udvikling. Vi stræber efter et forældresamarbejde, som er tillidsbaseret, og hvor vi tilstræber, at forældrene bliver inddraget i deres barns hverdag. Forældrenes dybe kendskab til barnet og personalets faglighed skal danne grundlag for et konstruktivt samarbejde, hvor vi har et fælles ansvar for, at barnet får et godt ”børneliv”.